Skip til hoved indholdet

Velkommen

Her er finder du praktiske informationer og andre nyttige oplysninger, når du og dit barn er nye i Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden.

Praktisk information

Info til nye familier

Når dit barn starter i Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden - tilknyttes barnet en gruppe/stue med fast pædagogisk personale, som i opstarten vil være særligt optaget af at skabe en tryg og tillidsfuld relation til både børn og forældre. Vores mål er at sikre en god start, hvor barnet føler sig tryg, hurtigt kommer til at trives, får lyst til at udforske institutionens fysiske rammer og indgå i nye relationer til både voksne og børn. Et af succes-kriterierne - både i forhold til omsorg og til støtte for jeres barn imens det er hos os - er, at vi indgår et samarbejde med jer med en åben og tillidsfuld dialog.

Opstart og samarbejde

Når forældre accepterer tilbud om plads til deres barn i Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden, ser vi gerne, at man laver aftale med os om et besøg inden opstart. Under besøget laver vi aftale om hvordan opstarten skal forløbe, afstemmer forventninger til hinanden og vi orienterer om hvilken stue og hvilke voksne barnet tilknyttes.

Er man helt ny i Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden, forventes det at man som forældre deltager og er sammen med barnet den første uge. Herefter vurderer vi sammen hvilket behov barnet har i forbindelse med opstarten. Børn reagerer meget forskelligt på at starte op i institution og derfor må vi altid justere ind ift. hvad der er godt for det enkelte barn.

Morgenmad

For de familier, som skal tidligt afsted om morgenen, er der mulighed for at aflevere sit barn og vide, at det får dagens første og vigtige måltid.

Morgenmaden serveres i tidsrummet 06.40-07.15

Måltider i Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden

I Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden - tilbydes børnene morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. Alle måltider følger Høje Taastrup Kommunes mad- og måltidsprincipper for dagtilbud samt Fødevarestyrelsens anbefalinger for målgruppen 0-6-årige.

Se mad- og måltidsprincipper for Høje-Taastrup Kommune

Maden er er sund. varieret og laves primært fra bunden. Det prioriteres højt, at der anvende lokale/økologiske råvarer i sæson. Køkkenet i Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden - har fået tildelt det økologiske spisemærke i sølv, hvilket betyder, at 60-90 % af den mad, der serveres er økologisk. Økologiprocenten her er på ca. 80%.

Af ernæringsmæssige grunde er børnenes sukkerindtag gennem den mad, der serveres i institutionen, på et minimum. Det betyder, at sukker kun anvendes som krydderi i madlavningen og ved særlige lejligheder som for eksempel til fastelavn.

I forbindelse med børnenes fødselsdage forventes det derfor, at forældre vælger de sundere alternativer til uddeling ved fødselsdage. Det kan eksempelvis være frugtmand/ -kone, frugtspyd, (snegle)pølsehorn, boller (eventuelt formet som hund, kat, mus eller lignende).

Dagens måltider i børnehaven og vuggestuen

  • Morgenmad: Klokken 6.30-7.30
    Der tilbydes havregryn med mælk, rugbrød samt hjemmebagt brød med fedtstof og ost og eventuelt andet at smøre på.
    I vuggestuen tilbydes også havregrød.
  • Formiddagsmad: Klokken 9.00
    Der serveres typisk frugt, grønt eller forskellige typer af brød.
  • Frokost: Klokken 11.00
    I løbet af en uge er der som udgangspunkt suppe eller grød, smør-selv-rugbrød, fisk og andre varme retter med og uden kød på menuen.
  • Eftermiddagsmad: Klokken 14.00
    Der serveres typisk forskellige slags hjemmebagt brød og frugt/grønt.

Der tilbydes vand til alle måltiderne. Om morgenen og om eftermiddagen tilbydes desuden mælk.

Børnenes menuplan formidles via AULA og på info-tavler i institutionen.

Specielle diæter

Der tages hensyn til allergier, hvis der kan fremlægges lægeerklæring, og der tages hensyn til de børn, som af religiøse årsager ikke må spise bestemte fødevarer.

Måltidet som læringsrum

Børnene præsenteres for en varieret menuplan, der både indeholder kendte og nye, spændende retter. Den skal både være med til at udfordre deres sanser og deres nysgerrighed. Når maden står på bordet, kan det give anledning til en snak om, hvad de skal have at spise, omkring smage/dufte/teksturer, hvilke råvarer, der er i og så videre.

Desuden kan det have indvirkning på børnenes mod til at smage nye ting. Børnenes selvhjulpenhed og finmotorik styrkes ved, at de så vidt muligt selv øser maden op, smører deres egne madder, når smør-selv-rugbrød er på menuen, hælder vand/mælk op og får lov til at røre ved maden eller spise med bestik - alt efter alder. I både vuggestue og børnehave hjælper børnene til, når der skal hentes madvogne og dækkes bord.

Som udgangspunkt laves der mad over bål en gang om måneden. Børnene kan være aktive deltagere ude ved bålet – for eksempel når der skal snittes grøntsager eller hentes ting, der skal bruges ved bålet.

Børnehuset Brøndvej - Ønskebrønden
Brøndvej 4 A + 5
2640 Hedehusene

Telefon: 43 35 32 20

Klyngeleder:
Carina Pagsberg Rutell
E-mail: carinaru@htk.dk

Mandag - torsdag:
Klokken 06.30 - 17.00

Fredag:
Klokken 06.30 - 16.30

Læs her om lukkedage